Arkiv

Print

The Consolation

Support: Rebekka Thornbech

Lør 20 Maj KL 21:00 EntrÉ 80 kr
Billetter sælges i døren.


THE CONSOLATION
The Consolation er Danmarks nye og fremadstormende americana-bannerførere. Den københavnske kvintet er af mange nok bedst kendt fra P4 og P5 med deres smittende og melodiøse blanding af country og amerikansk "heartland rock", som det fx høres i radiosingler som "Portland Girl", "Manitoba" og turnéhymnen "The Heart Of It All".

Inspirationskilderne spænder fra Johnny Cash, Willie Nelson og Waylon Jennings, over Neil Young, The Band og Bob Dylan, til The Eagles, Bruce Springsteen og Tom Petty & The Heartbreakers. Men The Consolation har sin helt egen friske sound, som er fuldstændig unik på den danske scene. Det er en smeltedigel af amerikanermusik af bedste skuffe, tilført et distinkt nordisk islæt og stærke melodier.

Det stramt spillende band består af Thomas Støtt på elguitar, Uffe Nørtoft på pedalsteel, lapsteel og dobro, Jacob Svensson på bas, Sven Busck på trommer, og så sangskriver og guitarist Nis Gaarde, hvis varme og kraftfulde barytonvokal står centralt i udtrykket. The Consolation udsender nyt album i 2017 med deres hidtil stærkeste materiale, hvis man skal spørge bandet selv.

I 2017 er The Consolation tilbage i æteren og på landevejen med ny musik og ny turné, som afsluttes denne aften på Krudttønden. De fem har inden da været rundt og spille sig brandvarme i alle afkroge af landet. Bandet glæder sig til et brag af en aften på "hjemmebanen" i København.


REBEKKA THORNBECH
Rebekka Thornbech udsendte i 2016 sit album "Wanderlust", hvor den erfarne sangerinde og sangskriver med stor succes retter sit udtryk i retning af country- og bluegrass-genrerne. De iørefaldende melodier og det nærværende musikalske univers står centralt i hendes musik, og fra albummet er indtil flere sange velfortjent gået i rotation på radioen.

Inspirationskilder som Dolly Parton, Emmylou Harris og Tammy Wynette fornægter sig ikke, men Rebekka Thornbech har med sit band sin helt egen lyd, der forener sydstats-twang med nordisk finesse.

Live omgives Rebekka af sit fantastiske band, hvor akustiske instrumenter er bærende, og hvor imponerende vokalharmoniseringer med hendes dygtige korpiger står knivskarpt.